Tak for et godt samarbejde i 2016!
Andreas, Jesper og Jeg er rigtig glade for alt det vi har nået sammen med vores kunder i 2016. Vi fik lanceret en række unikke funktioner, som vi ikke har set andre steder og som vi tror på vil blive standarden for kommunikation omkring regnskabsdata.
Ny lovgivning omkring udveksling af persondata har gjort vores platform endnu mere relevant for revisorer, bogholdere og ikke mindst for kunderne.
Vores nye brugersystem giver adgang til at en revisor kan tilknytte en bogholder til en af deres kunder – eller omvendt – og navigationen for begge parter er efterfølgende utrolig nem og fleksibel og kræver ikke separat login til de enkelte firmaer. På samme måde kan en kunde der har to virksomheder også nøjes med et login og utrolig nemt skifte mellem de to (eller flere) firmaer.
Vi viser saldo efter hver posteringslinje, hvilket vi heller ikke har set andre gøre.
Vi har opfundet et særligt koncept vi kalder kalenderposteringer, som gør indtastningen meget intuitiv for dine kunder. Kalenderposteringer giver også dig mulighed for at lave specielle brancheløsninger til dine kunder og vi har allerede set det første eksempel på brugen af dette.
Alt dette og meget mere har vi haft fornøjelsen af at udvikle i samarbejde med vores kunder i 2016. Du kan se oversigten på vores funktionsliste på vores hjemmeside.
Nu er vi landet sikkert i 2017 og kan næsten ikke vente med at levere en række nye funktioner, som vi er helt sikre på du vil få stor fornøjelse af.
I første måned lancerer vi vores samtale funktion, som giver mulighed for at du kan kommunikere effektivt med dine kunder alle de steder i systemet, hvor det er relevant. Din kunde kan eksempelvis starte en samtale direkte på en postering, som du med det samme kan se referencen til og svare med det samme.
Vores splitposteringer bliver også lanceret i første kvartal af året. En helt unik og simpel måde at håndtere den situation, hvor man har et bilag, som skal konteres på mere end en konto. Vi splitter den og beholder samtidig det fulde beløb på oversigten, så det matcher et evt. kontoudtog. Det er bare lettere for kunden at forstå og giver et bedre overblik.
I første kvartal lancerer vi vores faktura system, som har været et stort ønske fra mange af vores brugere. Det glæder vi os meget til og har som altid fokus på at det skal være så let for brugerne, som overhovedet muligt samtidig med at det er effektivt for dig som rådgiver at tilgå og arbejde med.
I løbet af året vil vi også lave link til banken, så dine kunders bank data kan overføres automatisk til kassekladden.
Tak til alle der har hjulpet med input, gode ideer og perspektiv og velkommen til alle, der vil være med i 2017. Vi glæder os til et fantastisk år sammen!