En revisor har langt mere værdi end de fleste er klar over. De forstår nemlig de detaljer, de fleste overser eller ikke forstår, når de kigger på de økonomiske informationer i en virksomhed. Lad mig først give lidt baggrundsinformation og forklare hvad jeg mener til sidst.
Big Data / Small Data
Martin Lindstrøm er en af de danskere, vi kan være rigtig stolte af. Han er ekspert i at indsamle og forstå de informationer, som de fleste overser. Ofte gør han dette ved at flytte ind i fremmedes hjem og studere deres køleskabe, håndtasker, farver og billeder på væggene og deres adfærdsmønstre i hjemmet.
Alt sammen for at finde frem til den lille ting, de fleste andre har overset i udviklingen af deres virksomhed. Martin indsamler og analyserer “Small Data”, altså detaljerne – ligesom revisorer.
“Small Data” er også navnet på Martins nye bog, hvor han med fascinerende historier og personlige oplevelser beskriver vigtigheden af de små detaljer, som så mange overser.
Der er i øjeblikket utrolig stor fokus på ”Big Data” fordi vi teknologisk er så langt fremme at vi hurtigt kan indsamle og bearbejde meget store mængder af data. Vi drager konklusioner ud fra overordnede statistikker, der afspejler et gennemsnit.
En meget vigtig og overset faktor er så, hvor mange ligger rent faktisk omkring gennemsnittet?
BDOs SMV barometer i Middelfart Sparekasse
Jeg har netop hørt et glimrende foredrag i Middelfart Sparekasse med Henning Boye, chefkonsulent hos BDO om deres rapport ”SMV barometeret 2016”, som er en undersøgelse af små (under 10 ansatte) og mellemstore (10 til 100 ansatte) virksomheder. Ifølge undersøgelsen, som er baseret på 27.000 regnskaber og 2.000 spørgeskemaer, er der stilstand i de danske virksomheder.
Omsætningen er kun steget med 1% i 2015, i 2014 faldt den med 2% og i 2013 var den steget med 3%. Altså gennemsnitlig stilstand! Det er politisk og statistisk interessant men hvilken indflydelse, har det reelt på den enkelte virksomhed?
Betyder undersøgelsen at virksomhederne generelt har haft en stigning i omsætningen på 1%? Sandsynligvis ikke. Det er mere sandsynligt at nogle virksomheder har haft stor stigning i omsætningen mens andre har haft et stort fald i omsætningen og at der er virksomheder i hele spektret af stigninger og fald.
Undersøgelsen og tallene i statistikken (”Big Data”) er meget interessant men ikke så hjælpsom i forhold til de enkelte virksomheder. Derfor var jeg meget begejstret for at finde ”Small Data” på den bagerste side i rapporten, hvor BDO beskriver 4 vigtige områder for vækst, de har bemærket ud fra deres daglig rådgivning af deres kunder.
- Digitalisering / automatisering, for øget produktivitet og konkurrencekraft.
- Specialisering, gør det du er god til fordi kunderne kun vil have det bedste.
- Kommunikation, specielt online, fordi den personlige relation er afgørende.
- Ledelse, giver et sundt og meningsfyldt arbejdsliv.
Disse 4 tips er guldet i rapporten og langt mere værdifuldt for den enkelte virksomhedsejer end alle sammenligningstallene.
Netconomy og de 4 tips
I Netconomy har vi grundigt overvejet, hvad disse 4 områder betyder for os og hvordan vi vil udvikle os fremadrettet og skabe den sunde vækst vi ønsker. Jeg håber dette kan tjene, som en model eller et eksempel for andre.
- Digitalisering / automatisering
Som virksomhed er det præcis det vi laver og hjælper allerede vores kunder, som er revisorer og bogholdere, med at digitalisere og automatisere deres arbejdsgange i samarbejde med deres kunder. Vi har allerede implementeret systemer, der automatisk giver os besked, hvis der opstår en fejl i systemet og hjælper os med hurtig identifikation af, hvor vi skal finde fejlen, så vi hurtigt kan løse den.
Vi skal blive bedre til at benytte samme funktionalitet i vores udviklings- og testmiljø, så vi hurtigere og mere effektivt kan udrulle nye funktioner. Vi skal også være opmærksomme på hvornår vi ikke skal digitalisere og automatisere.
- Specialisering
Vi skal bevare vores fokus på at være broen mellem revisor/bogholder og deres kunder. Vi skal ikke være et revisor system og heller ikke et økonomisystem for virksomheder. Vi fjerner ofte virksomhedernes behov for et økonomisystem og giver dem en helt ny oplevelse via deres revisor.
Vi skal lave redskaberne, så revisorer og bogholdere kan give deres kunder en meget bedre oplevelse og forståelse af deres økonomi end de kan med et økonomisystem. Derfor skal vi ikke sammenligne os for meget med økonomisystemer men derimod skabe funktioner, der ikke er tilgængelige i andre systemer.
- Kommunikation
Vi er en platform til kommunikation af regnskabsdata. God og effektiv kommunikation er indbegrebet af det vi laver og vi skal blive bedre til den visuelle del af dette. Vi skal undersøge med vores revisorer hvad der er vigtigt for dem og deres kunder inden for dette område.
Vi skal også være mere synlige på de sociale medier og kommunikere oftere hvad vi er i gang med, samt de gode historier vi oplever fra vores kunder.
- Ledelse
Vores vision og mission er meget klar og vores samarbejde internt fungerer rigtig godt. I et relativt ungt samarbejde på 1½ år mellem 3 personer, er det ikke et mirakel at bevare gode interne relationer. Vi skal sørge for at få ”aberne på bordet” tidligt, så småting ikke vokser til store problemer i fremtiden.
Vi skal have en månedlig ”out-of-office” event eller frokost, hvor agendaen er ”aberne på bordet”.
Tilbage til revisors værdi
Vi tror på at alle virksomheder bør have en revisor, der forstår detaljerne i de økonomiske bevægelser. Et økonomisystem kan aflevere tal men ikke forstå hvad de betyder og heller ikke tage ansvar for deres rigtighed. En professionel revisor kan give tryghed og fjerne bekymring ved at ligge en fremadrettet plan, som er baseret på forståelse af detaljerne og et overblik baseret på erfaring.
Derfor er vi også passioneret for vores arbejde. Vi tror nemlig på at endnu flere virksomheder kan vokse, når vi skaber bedre vilkår for kommunikationen mellem revisorer og deres kunder.