Hvorfor er det vigtigt, at vi beskytter vores kunders data, uanset om de er personer eller juridiske enheder? Og hvordan gør vi det? Det skal jeg nok komme til, men lad mig først lige beskrive grundlaget for, hvorfor det er nødvendigt at være opmærksom på.
Det er næsten morsomt, at vi er landet i en situation som samfund, hvor vores privatliv ikke er beskyttet som standard. En hypotese jeg jævnligt bliver mødt med i forskellige sociale sammenhænge er ideen om, at Google eller Apple lytter med på vores telefoner, ure og andre enheder. Efterfølgende, iflg. hypotesen, bruger de vores data til at “skyde” os med markedsføring i form af søgeresultater og reklame på diverse andre sociale kanaler. Selvom rigtigheden af denne hypotese naturligvis er yderst tvivlsom, er det stadig meget interessant, at vores tillid til beskyttelsen af vores privatliv eller erhvervsliv for den sags skyld er faldende.
Hvad skete der lige for det? For mit vedkommende var det en kammerat, der sagde: “har du hørt om det der Facebook, hvor man kan finde gamle skolekammerater?” Det havde jeg ikke – men nogle dage senere var jeg i fuld gang med at lege med denne nye platform. Legende og eventyrlysten gik jeg på opdagelse i mine venners og bekendtes private liv, imens jeg også gav dem adgang til at gå på opdagelse i mit eget og min families liv. Og nå ja, som standard er det forresten offentligt tilgængeligt og alt det medieindhold jeg producerer, forbeholder ejerne af platformen sig retten til at dele som de vil. Men hvem bekymrer sig om det – jeg er jo på eventyr og har det sjovt.
Imens alverdens mennesker har sprunget rundt på disse nye legepladser online, har udbyderne arbejdet sig frem til forretningsmodeller, der kan betale deres servere, medarbejdere, internetforbrug, udvikling og øvrige udgifter. Hvad var det så de havde af værdi, som de kunne lave til penge? Ja, os, vores data og vores engagement – ikke andet. Der er sandsynligvis ingen efterretningstjeneste eller regering i verden, der har ligeså meget data, som flere af disse sociale platforme, hvor vi frivilligt og med stor intensitet deler ud af informationer omkring vores private og profesionelle liv. Hvad kan sådan noget være værd i kroner og øre? Ja, hvis man vil overtage verdensherredømmet er det da et godt udgangspunkt at sidde på sådan et magtmiddel. Ok – lidt stillet på spidsen, men pointen er at det er utroligt meget værd.
Vi mennesker i en af disse frie dele af verden, vil når alt kommer til alt nok fortsat kæmpe for at bevare vores frihed. Et meget vigtigt parameter for denne frihed er retten til ejerskab, og det starter med ejerskabet af vores egne data og valgfrihed til at bestemme hvordan disse data benyttes. I takt med at flere og flere platforme behandler vores data uansvarligt, vil vi som samfund blive mere og mere opmærksomme på vigtigheden af, at de platforme vi benytter og de virksomheder vi samarbejder med tager dette ansvar alvorligt. Hvis vi ikke holder fast i det, mister vi med tiden en del af vores frihed. Så velkommen til GDPR, som et glimrende eksempel på handling og indsats ift at tage vores privatlivsbeskyttelse alvorligt. Det er kun starten på en retning der er sat.
Hvad betyder det så for os som virksomhedsejere og virksomhedsledere? Det betyder grundlæggende at vi skal behandle de data, vores kunder og samarbejdspartnere tillidsfuldt deler med os ansvarligt og fortroligt. Hvis vi tager vores ansvar og relationer alvorligt er det en helt naturlig måde handel og tænke på. Nu sker det bare mere og mere at ganske almindelige mennesker udsættes for udstilling af deres personlige data, som de forventede var beskyttet i deres personlige netværk. Det sker i en grad som tidligere har været begrænset til kendisser, som sladderblade og andre medier har haft fornøjelse af at (for)følge. Nu er vi allesammen en slags kendisser og skal forholde os til hvad og hvordan, vi deler vores informationer. Hvis vi skal forsøge at kaste et blik ind i den nærmeste fremtid, vil det være rimeligt at forvente at vores kunder og samarbejdspartnere, vil forlange mere fortrolighed. De vil sandsynligvis søge kommunikationskanaler, der ikke er økonomisk baseret på at sælge platformen og tilhørende data videre til højst bydende interessent.
I Netconomy tager vi vores data ansvar meget alvorligt. Vi følger hele tiden med udviklingen af de teknologier vi benytter og sikre at vi er ansvarlige og holder fortroligheden sikkert på vores platform. Vi hjælper vores kunder med at gøre det samme, så de kan kommunikere med deres kunder på en fortrolig og sikker platform. Uanset om man benytter vores platform i Netconomy til at kommunikere og udveksle data med sine kunder eller om man benytter andre kommunikationskanaler, så mener jeg det er vigtigt at vi tager stilling til og analysere om vi kan stå inde for de kanaler vi benytter ift vores ansvar og fortrolighed. Personligt mener jeg det er essentielt, på et etisk og moralsk plan. Jeg tror også på at det rent forretningsmæssigt bliver et af de helt store parametre for at opbygge og bevare succesfulde virksomheder med stærke og holdbare relationer.
Vi har “privacy by law” men den stærkeste faktor er naturligvis folket, som jeg tror på vil forlange og skabe “privacy by popular demand”.